Tyskland har mildt sagt sendt meget modstridende signaler med hensyn til samarbejde og forsvarsforpligtelser i de seneste måneder.
På den ene side turnerede Me Merkel og hendes andenplads, forsvarsminister Ursula von der Leyen, hovedstæder for at underskrive forsvarsaftaler og forpligtelser og lovede Tysklands voksende rolle i forsvarets Europa som i NATO. De to tyske ledere skjuler desuden ikke landets ambition om at blive omdrejningspunktet for dette europæiske forsvar, og mange lande i Nord- og Østeuropa er følsomme over for denne diskurs. Samtidig deltager de i serielt bilateralt samarbejde, hvad enten det er med Frankrig, men også med Pays-Basog flere lande i Østeuropa.
Men denne proaktive officielle eksterne diskurs er i høj grad undermineret af virkeligheden af handlinger og interne diskurs i landet. Mens kansleren således havde indvilliget i at respektere Frankrigs eksportønsker inden for rammerne af FCAS- og MGCS-programmerne, udgør de tyske myndigheder fortsat hindringer for europæisk eksport til lande, der vurderes negativt af den offentlige mening, såsom Saudi-Arabien, Egypten eller Indonesien. En artikel fra Tribune afslører, at franskmændene Arquus har store problemer med at få eksportlicenserfor mekaniske reservedele fra de tyske myndigheder inden for rammerne af DONASS-kontrakten med Saudi-Arabien. Ligeledes blev briterne fra MBDA afvist disse samme eksportlicenser for elementer af det europæiske METEOR-missilat skulle udstyre Typhoon saudier.
Tysklands operative forpligtelser står også over for den barske virkelighed med de tyske styrkers forfaldne tilstand. Altså ifølge dagbladet verdenen, er tyske enheder tvunget til at vampyre indbyrdes for at opnå minimumsformaterne for den hurtige europæiske interventionsstyrke, som Tyskland har kommandoen over i år. Andre rapporter i 2018 pegede på den meget lave tilgængelighed flådeenheder, ubådeou tyske flyselskaber.
Endelig er forpligtelsen fra kansler Merkel om at bringe landets forsvarsbudget til 1,5 % af BNP i 2025 også stort set udspurgt af finansministeren, mens den tyske vækst har vist sig at være skuffende, og forventningerne til de kommende år er lige så skuffende.
Der er derfor en dybtgående dikotomi mellem de tyske myndigheders taler på den internationale scene og virkeligheden af dens egen kapacitet til at respektere disse forpligtelser.
Dette kan forklares med flere samtidige faktorer, såsom svækkelsen af Angela Merkels CDU under det seneste valg, hvilket førte til, at kansleren meddelte, at hun ikke ville søge et nyt mandat efter dette. Desuden fører sociale spændinger i Tyskland som overalt i Europa til en vis form for radikalisering af den politiske diskurs, selv inden for Alliancen, der styrer landet. Endelig betragter Tyskland først og fremmest Defence Europe som en fantastisk mulighed for at udvikle og konsolidere sin egen forsvarsindustri, selvom de nye europæiske standarder risikerer at svække dets positioner på automobilmarkedet. De store internationale diskurser erstattes derfor af meget konkrete, og meget mere pragmatiske, økonomiske interesser. Det kan bemærkes, at hvis Tyskland er tilbageholdende med at give eksportlicenser til Egypten, tøver det ikke med at sælg dine korvetter der, mere end det er tilbageholdende med at sælge 6 Type 214 AIP-ubåde til Tyrkiet, selvom det erklærer afslag på at modernisere Leopard 2 tyrkisk A4.
Det er meget risikabelt at spekulere i, hvad Tysklands holdning vil være til forsvarsspørgsmål i det næste årti, og endnu mere i det efterfølgende årti. Men vi kan ikke ignorere, at Tyskland vil være det kritiske punkt i et muligt effektivt europæisk forsvarsinitiativ.
Det er derfor vigtigt at overveje samarbejde, især fransk-tysk, ved at overveje de mulige og endda sandsynlige vendinger i Berlin i de kommende år. Frem for alt vil det være op til Frankrig at udgøre denne søjle, der er i stand til at understøtte disse variationer og holde projektet på sporet. Faktisk er det sådan, at jo mere militært og industrielt magtfuldt Frankrig er i Europa, jo mindre vil tysk tøven få konsekvenser for opbygningen af Forsvarseuropa. Det er endda sandsynligt, at de vil være færre i antal og mindre magtfulde, da den forventede effektivitet, fra et politisk såvel som et industrielt synspunkt, vil blive svækket.
Forsvarseuropa vil blive bygget op omkring det fransk-tyske par, men må ikke bygges på parrets styrke, ellers vil det, og på trods af de nuværende lederes dybe forhåbninger fra de to lande, være ekstremt skrøbeligt i varigheden.