Mens præsident Trump ifølge New York Times i aftes beordrede, og derefter aflyste, angreb mod iranske radarinstallationer og jord-til-luft-missilbatterier, er det interessant at stille spørgsmålstegn ved Den Islamiske Republiks muligheder med hensyn til jord-luft forsvar.
Siden Ayatollah-regimet kom til magten, har Den Islamiske Republik Iran været isoleret fra det globale våbenmarked, både af Vesten og Sovjet, som alle støttede Irak i krigen mod Irak Iran mellem 1980 og 1988.
Efter det sovjetiske sammenbrud var landet, som havde støttet flere terrorbevægelser og palæstinensiske Hamas, fortsat under embargo, og måtte derfor finde autonome forsvarsløsninger.
I næsten to årtier kogte disse løsninger ned til eftermontering af udstyr, der var tilbage fra Sha-regimet, fra Iran-Irak-krigen, såvel som noget irakisk udstyr, der kom under beskyttelse af Teheran under den anden Golfkrig. Samtidig indledte regimet forhandlinger med Kina, Nordkorea og Rusland med henblik på at modernisere dets styrker, især dets antiluftskytsstyrker.
Mens spændingerne med Saudi-Arabien og Israel voksede, blev behovet for talrige og effektive antiluftværn nemlig tydeligt for det iranske regime, som påtog sig at udvikle flere programmer, for at kunne tilbyde en række systemer mod en evt. angreb fra luftstyrkerne i disse lande, støttet eller ej af USA. Dette resulterer i dag i et meget stort antal systemer i drift, af meget heterogen oprindelse og ydeevne, men som, når de er integreret, kan repræsentere en høj grad af modstandsdygtighed over for et luftangreb, selvom det udføres af USA.
Faktisk har Iran i dag mere end 2200 jord-til-luft missilbatterier af 15 forskellige typer, fordelt over hele landet, forstærket af næsten 5000 antiluftskytskanoner af forskellig kalibre. Vi identificerer først, i disse systemer, dem, der er erhvervet fra fremmede nationer:
- 4 batterier af S300P og 4 af S300PMU2 leveret af Rusland mellem 2011 og i dag, hvilket formentlig er de mest effektive systemer inden for langdistanceservice i dag
- 29 kortrækkende TOR-M1-batterier, leveret af Rusland mellem 2013 og 2015
- 400 S200 løfteraketter moderniseret med det lokale Ghareh missil
- 50 moderniserede mellemdistance SA6 løfteraketter
- 30 britiske kortrækkende rapiersystemer
- 200 moderniserede Hawk launchers arvet fra Sha-hærene
Hertil kommer de systemer, der er erhvervet eller udviklet sammen med Kina og Nordkorea
- 400 Sayaad løfteraketter kopi af den kinesiske HQ2, i sig selv en kopi af den sovjetiske SA2
- 200 Ya-Zahra-3-systemer, kopi af det kinesiske HQ-7, i sig selv en uautoriseret kopi af det franske crotale-system
- 300 Mersad løfteraketter, forbedret version af MIM-23 Hawk
Endelig har Den Islamiske Republik Iran udviklet adskillige autonome antiluftskyts forsvarsprogrammer, hovedsageligt baseret på reverse engineering af systemer, der allerede er i drift.
- 400 mellemdistancesystemer af Raad 1 og 2-typen og Khordad-3, der præsenterer mange ligheder med SM1MR-missilerne. RQ4 Global Hawk drone skudt ned 19. juni ville have været af et Khordad-3-system
- 200 Herz-9-systemer, som virker inspireret af Rapier-teknologier
- 200 Sayad 2/3-systemer, også tæt på SM1MR, til en rækkevidde på 120 til 150 km.
- Mindst et dusin Bavar 373 langrækkende batterier, Iransk reaktion på Ruslands afvisning af at levere nye S300 efter 2015.
Fra et detektionssynspunkt har Iran et tæt netværk af radarer af forskellige typer og forskellige funktionaliteter, herunder lavfrekvente radarer (BSR-1 i VHF), passive radarer (Alim) og en radar OTH (Over the Horizon) Sepher, samt mange forskellige teknologier og frekvenser.
Som vi kan se, er de teknologier, der bruges af iranske antiluftskytsforsvar, relativt klassiske og daterede og er derfor inden for rækkevidde af vestlige jamming- og moddetektionssystemer. Men det er ikke så meget deres teknologi som deres tal, der kan udgøre et problem. En enhed som den amerikanske flådes EA-18G Growler kan kun blokere et vist antal radarer samtidigt, og de mange iranske systemer kan derfor udgøre en trussel om mætning af disse jamming-funktioner. F35 er naturligvis designet til denne type miljø, men her igen kan mangfoldigheden af systemer, der fungerer i flere lag, udgøre en bevist trussel mod enhederne. Tabet af F35 over iransk jord kan dog få alvorlige konsekvenser, såsom teknologisk erhvervelse af andre lande, såvel som den aura af usårbarhed, som Lockheed, Pentagon og NATO dækker enheden med.
Endelig må vi ikke glemme virkningerne af komplementære antiluftskytssystemer, såsom artilleribatterier og iranske kampfly. Landet har et stort antal antiluftskytskanoner af forskellige kalibre, lige fra de klassiske russiske 23 mm til nærforsvar til 100 mm Sa'ir-kanoner, der når en rækkevidde på mere end 20 km og en højde på 16 000 m. Hvad angår dets luftvåben, har det stadig omkring tyve F14 Tomcats og Mig 29s, omkring halvtreds F4 Phantoms og lige så mange F5, F7 og Mirage F1 lette jagerfly, fly, der kan udgøre en trussel mod fly, der er engageret over iransk jord, især kort sagt rækkevidde.
Iran er derfor ikke en "let modstander", og det har en betydelig kapacitet til modstandskraft over for et luftangreb. Udover de politiske og geopolitiske konsekvenser af et indgreb luftangreb mod landet, allerede nævnt, skal denne parameter omhyggeligt evalueres, før man engagerer sig i operationel eventyrlyst, endda begrænset.