Da han tiltrådte, erklærede den nye stabschef for hæren, general Burkhard, at højintensiv kamp nu var blevet en sandsynlig hypotese, og at det derfor var nødvendigt at forfølge den. Endelig vil nogle sige... Ud fra det fremsatte postulat kan vi kun konstatere, at de formater og midler, der er til rådighed for de franske hære, er meget dårligt egnede til denne type engagement. Værre er, at LPM2019-2025, selvom den præsenteres som løsningen på alle de nationale væbnede styrkers problemer, giver meget lidt respons. Og det er helt normalt, fordi den nuværende LPM, ligesom den strategiske gennemgang fra 2017, der fungerede som dens ramme, begge er baseret på et grundlæggende dokument, hvidbogen om sikkerhed og nationalt forsvar fra 2013, et dokument som i dag ikke længere er i harmoni med de geostrategiske og operationelle realiteter i verden.
Det skal siges, at LBSDN2013 blev født i et helt særligt øjeblik. Dens udarbejdelse blev faktisk påbegyndt efter præsident Hollandes sejr ved valget i 2012 og var stadig meget gennemsyret af de paradigmer, der var resultatet af perioden med massiv deflation i antal og ressourcer i Sarkozys femårige periode. Ydermere tog det form, mens Frankrig og Europa var midt i en økonomisk krise som følge af statsgæld, og nøgleordet dengang var "økonomi". Forsvar optrådte på det tidspunkt som et værktøj opdelt i to dele:
- De afskrækkende kræfter, der repræsenterede landets livsforsikring over for en irrationel handling fra en tredje nation
- Konventionelle styrker, organiseret i form af en ekspeditionsstyrke, som skulle sikre Frankrigs magtprojektion i koalition til opretholdelse af international orden.
Takket være inddragelsen af forsvarsministeren JY Le Drian og stabscheferne på det tidspunkt, undgik LBDSN2013 snævert at falde ind i "Z"-planen foreslået af Bercy, som sørgede for et reduceret format af hærene på 150.000 mand, for en ekspeditionsstyrke på 50.000 mand, specialstyrker og luft- og flådeaktiver tilpasset lav- og mellemintensitetsteatre uden forestilling om strategisk autonomi. På trods af alt blev LBDSN 2013 bygget på et meget begrænset format, på kun 200.000 mand, inklusive en landoperativ styrke reduceret til 70.000 mand, en flådestyrke begrænset til 1 hangarskib og 15 fregatter, og et luftvåben med kun 185 jægere. Derudover var tunge aktiver, såsom kampvogne, tunge artillerisystemer, destroyere og kampfly, begrænset til deres strengeste minimum for at opretholde hårdt tjent knowhow og for at kunne deltage i koalitioner, hvor det var relevant.
Virkeligheden tog dog ikke lang tid at bringe landet tilbage til de barske realiteter i den verden, vi opererer i. Blækket på hvidbogen var endnu ikke tørret, da den ukrainske krise begyndte, med den russiske annektering af Krim og starten på konflikten i Donbass. Samtidig greb Frankrig militært ind i Mali og Centralafrika. Et år senere var der angrebene i Paris, den russiske intervention i Syrien og starten på kinesisk kontrol over Det Kinesiske Hav. På få år blev det tydeligt, at Rusland, Kina, Tyrkiet, men også Indien, Pakistan og USA, var trådt ind i en ny æra med internationale spændinger, hvor spøgelsen af konflikter mellem stater dukkede op igen.
LBDSN2013 blev dog ikke sat i tvivl, selv om det var bygget på grundlag af postulater, som det nu var tydeligt, at de ikke længere anvendte. Og datidens politiske beslutninger fokuserede på et moratorium for personaledeflation og lanceringen af nogle få symbolske programmer, der altid sigtede mod det samme mål om koalitionsaktioner og lav til medium intensitet.
Under præsidentkampagnen i 2017 var forsvar et af kampagnetemaerne, og de fleste af kandidaterne inkluderede i deres program ønsket om at bringe forsvarsbudgettet op på 2 % af BNP, en tærskel, hvis relevans er meget tvivlsom, men som er blevet præsenteret for flere år som alfa og omega for national sikkerhed. Efter sit valg beordrede præsident Macron udarbejdelsen af en strategisk gennemgang, som skulle tjene som ramme for udarbejdelsen af 2019-2025-loven om militærprogrammering. Men denne strategiske gennemgang var begrænset af 2 strenge paradigmer pålagt af den udøvende magt:
- Respekt for hærens budgetgrænse på 2 % af BNP ved slutningen af LPM
- Overholdelse af formatet defineret af LBDSN2013
Naturligvis var interessen for en strategisk gennemgang i denne sammenhæng meget begrænset, eftersom den strategiske konklusion blev skrevet, før den overhovedet blev udarbejdet. Og faktisk led den resulterende LPM af samme stigma som tidligere programmeringslove. Det var bestemt designet med henblik på at rekapitalisere de væbnede styrkers ressourcer med den annoncerede stigning i de væbnede styrkers budget på 1,7 milliarder euro om året frem til 2023, men disse ressourcer var koncentreret om midler tilpasset til lavintensive engagementer, som f.eks. hvor Frankrig deltager i den sydsahariske zone eller i Levanten.
Desuden har nyere eksempler vist, at præmissen for koalitionsaktion også kan være usikker, som Royal Navy oplever i dag. De europæiske hovedstæders dagsordener kan afvige fra Paris's, eller mere enkelt kan hovedstæderne ikke have ressourcerne til at afsætte til koalitionsmissionen. Lad os i denne forbindelse erindre, at da Frankrig lancerede Serval-missionen i Mali, var det kun Belgien, der indsatte styrker (SAR-helikoptere) til støtte for franske styrker på malisk jord. Frankrig var dog ikke isoleret, da flere europæiske lande, og den amerikanske allierede, ydede massiv logistisk støtte til indsættelsen af franske styrker. Det var det samme i CAR, hvor det eneste land, der indsatte styrker sammen med franske enheder, var Georgien.
Stillet over for de strenge rammer, der er pålagt af LBSDN2013, og ikke ændret af RS2017, er de franske stabschefer for nylig begyndt at fremhæve de alt for begrænsede midler til deres rådighed til at klare de nuværende forsvarsudfordringer og kommende, som CEMA og CEMAT, som henviste til genopblussen af højintensitetskonflikter, CEMM, der påpegede det for begrænsede format af overfladekombattantflåden, og CEMAAE, der for få dage siden beklagede det for begrænsede antal Rafale at sikre det strategiske luftvåbens opgaver. I betragtning af de stramme rammer, som stabscheferne kan ytre sig inden for, er det åbenlyst, at problemet bliver mere og mere påtrængende, og manglen på midler og bevidsthed om risici på det politiske plan har i dag skabt en reel bekymring.
I denne sammenhæng forekommer det indlysende, at dokumentet om det nationale forsvar, hvidbogen, skal fornyes, med en forudgående objektiv analyse af de risici og de nødvendige midler på et tidsmæssigt grundlag identificeret i form af en strategisk gennemgang. Ved at adskille tilgangene, på den ene side en analyse og et udtryk for objektive behov i form af en strategisk gennemgang, og en hvidbog, som udgør det politiske svar på disse behov, effektiviteten, men også ansvaret, af beslutningerne mht. Defence national vil fremstå tydeligt, hvilket desuden kunne tilskynde den udøvende magt til seriøst at undersøge nye økonomiske og budgetmæssige tilgange til finansiering af forsvarets behov.