INF-traktaten er ikke længere. Ved en pressemeddelelse offentliggjort tidligt i morges, formaliserede de russiske myndigheder deres tilbagetrækning fra den traktat, der forbød USA og Sovjetunionen, og efterfølgende Rusland, udvikling og indsættelse af strategiske våben med en rækkevidde på 500 til 5000 km. For Washington virkede den bilaterale karakter af denne traktat mere og mere handicappet i forhold til Kina og Nordkorea, som har denne type våben, eller lande som Iran, der har vektorer og truer med at erhverve atomsprænghoveder. For Moskva er det at forlade traktaten en mulighed for at drage fordel af det store antal nukleare sprænghoveder, der er til rådighed for sin hær, og færdighederne i mellemdistance-ballistiske missiler, uanset om de er hypersoniske eller ej, for at styrke sin position på den internationale scene.
Med andre ord interesserede INF-traktaten ikke nogen af dens to hovedpersoner. Men dets hovedoffer, nemlig Europa, var ikke en del af det, og havde knap sagt noget at sige. Men først var traktaten blevet truet De Forenede Stater som Rusland bebudet udviklingen af ballistiske missiler og krydsermissiler med disse egenskaber, missiler, som frem for alt vil blive opsat i Europa eller ved dets grænser. Vi har derfor i flere måneder været vidne til tilbagekomsten afen situation, der kan sammenlignes med den, Europa oplevede i 80'erne, hvor kontinentet er skueplads for en strategisk konfrontation mellem USA og Rusland. De trusler, der i dag tynger START-traktaten om strategisk våbenbegrænsning, forstærker kun denne situation.
Hvis europæiske ledere, fra Angela Merkel til Nico Salvini, regelmæssigt er i kontakt med Vladimir Putin for at forsøge at afbøde virkningerne af disse spændinger, er deres vægt desværre meget begrænset i forhold til modstanden mellem USA, Kina og Rusland. Og mødet den 19. august i Bregançon, mellem den russiske og franske præsident, vil formentlig være begrænset af samme sammenhæng.
Europæerne har dog argumenter at fremføre for at bringe Rusland og dets præsident til mindre krigsførende positioner i Europa. Perioden 2005-2012 var således, for Rusland, en meget betydelig økonomisk genopretning, takket være adskillige investeringer fra Europa, som stadig i dag er landets førende private investor, et godt stykke foran Kina, selvom det præsenteres som landets store strategiske og økonomisk partner. Mens Moskva kæmper for at få landet ud af virkningerne af krisen i 2015, efter internationale sanktioner knyttet til den ukrainske krise, men også (og frem for alt) det meget markante fald i olieindtægterne for landet, og som førte til en periode af økonomisk recession og en kraftig devaluering af rublens værdi, kunne Europa let finde et gunstigt forhandlingsgrundlag for ikke blot at forbedre de to zoners bilaterale forbindelser, men også for at afbøde virkningerne af det asiatiske skift iværksat af Kreml, som i på lang sigt kan det udgøre en stor trussel mod europæiske lande.
Men denne tilgang kan kun se dagens lys, hvis Europa formår at reducere sin strategiske afhængighed af amerikansk beskyttelse markant, en reel besættelse af de russiske myndigheder og især Vladimir Putin. Kreml frygter faktisk ikke så meget et militært stærkt Europa som et Europa fremmedgjort fra Washington. Faktisk, og kontraintuitivt, vil en betydelig europæisk militær forstærkning ledsaget af reel strategisk autonomi sandsynligvis åbne op for meget vigtige forhandlingsmuligheder med Moskva, samtidig med at spændingsområdet flyttes til Asien og ikke i Europa.
Desuden, hvis denne strategiske styrkelse blev ledsaget af foranstaltninger rettet mod at relancere den russiske økonomi, kunne Bruxelles meget effektivt forhandle afslutningen på den ukrainske krise og gradvist spændinger ved de baltiske og finske grænser eller på flanken, syd. Desuden ville europæiske lande ved at gå frem på denne måde kun respektere NATO's forventninger og paradoksalt nok hos lejeren i Det Hvide Hus.
En sådan tilgang er i øvrigt kun den strenge anvendelse af den matematiske teori om forhandling fra spilteori, står over for en ond cirkel. Hun går ind for det dobbelte positive som et middel til at bryde denne cirkel, i dette tilfælde europæisk strategisk uafhængighed forbundet med et løfte om styrket økonomisk samarbejde. Ved at gøre det kunne Europa neutralisere den største trussel ved sine grænser uden krise og uden at svække sin internationale position, tværtimod. Og derved kan det endda blive en mere interessant strategisk partner end Kina for Moskva, som, lad os huske, udmærket ved, at Beijing før eller siden vil få brug for det østlige Sibirien til at absorbere sin demografiske og økonomiske vækst.
