Den 4. august 2019 meddelte den tyrkiske præsident, RT Erdogan, forud for et møde med en amerikansk delegation, at han overvejede at en ny militæroperation udført mod den kurdiske YPG i det nordlige Syrien, hvilket forårsagede en bølge af bekymring blandt de koalitionsstyrker, der er til stede i området, især amerikanske. En sådan offensiv ville faktisk i betydelig grad skade bestræbelserne på at eliminere de sidste bastioner af Islamisk Stat, der stadig er til stede i landet, og kan føre til løsladelse af mere end 10.000 fanger, der er fanget af kurdiske styrker, som højst sandsynligt vil slutte sig til terrorbevægelsen. knap frigivet.
Den tyrkiske beslutning er baseret på de stærke forbindelser mellem den syriske Peshmerga fra YPG og den kurdiske uafhængighedsbevægelse PKK, der anses for terrorist af Ankara som af flertallet af vestlige hovedstæder. De tyrkiske myndigheder var blevet enige om at uddelegere løsningen på problemet til Washington ved at skabe en 'bufferzone', men stillet over for de manglende resultater efter næsten seks måneders forhandlinger truer de nu med at gribe direkte ind for at "sikre sikkerheden". grænsen til Syrien.
Samtidig erDen 18. rapport fra Pentagons inspektionsgeneral om Operation Inherent Resolve, præsenterer en situation, der langt fra er stabiliseret i Syrien som i Irak, en destabilisering accentueret ifølge rapporten af tilbagetrækningen af amerikanske styrker. Således har Islamisk Stat, langt fra at være elimineret, udviklet sig i retning af guerillataktik, stigende kidnapninger, afpresning og attentater for at bevare sine midler. En tilstrømning af krigere fra kurdiske fængsler kan hurtigt skabe en strømstyrke, der er tilstrækkelig til at vende den nuværende tendens. Derudover understreger rapporten accentueringen af spændinger mellem de forskellige aktører i konflikten, indtil nu mere eller mindre allierede, og som nu er involveret i voksende modsætninger. Irans rolle fremhæves især, dets styrker handler mere og mere åbent over for deres egne mål og dagsorden, nogle gange til skade for deres "allierede".
Rapporten fremhæver især det faktum, at Islamisk Stat dukkede op igen meget hurtigt, da amerikansk støtte til irakiske og frie syriske styrker aftog. Faktisk er der i dag mellem 15.000 og 18.000 medlemmer af Islamisk Stat på fri fod i Irak og Syrien, inklusive mange krigere, i en guerillaposition, klar til at udnytte de observerede svagheder hos deres modstandere. Samtidig synes USA's tilbagetrækning fra visse irakiske regioner at være ledsaget af et hurtigt svigt i de grundlæggende offentlige tjenester, hvad enten det drejer sig om at skaffe identitetspapirer eller til politimissioner.
Under disse forhold kunne en tyrkisk offensiv fungere som en detonator for igen at sætte ild til regionen med de konsekvenser, som vi kender, især for international terrorisme, men også for flygtninges bevægelse mod Europa. Det er Ankara naturligvis udmærket klar over, og truslen om intervention i det nordlige Syrien kunne frem for alt være et argument, der skulle indlede en vis form for normalisering af landets forhold til USA og landene i EU efter spændingerne som omgav købet af S400 og dem omkring udnyttelse af cypriotiske gasreserver. Det ville ikke være overraskende at se, i de kommende uger, en vending i situationen vedrembargo mod salg af F35 til det tyrkiske luftvåben, eller forhandlingerne om et memorandum omkring gasudvinding i det østlige Middelhav, mod en begrænsning af militære initiativer i det nordlige Syrien.
