På trods af en samlet stigning i de samlede forsvarsudgifter i Europa siden 2014 fremhæver Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) bl. hans sidste rapport et fald, der betragtes som "bekymrende" i indkøb af udstyr og udgifter afsat til militær forskning (F&U), hvor sidstnævnte kæmper for at vende tilbage til 2008-niveauet.
En tendens har domineret debatter om europæisk forsvar i flere år, nemlig den samlede stigning i forsvarsudgifterne i EU, siden den har nået et volumen på 223 milliarder euro i 2018 (+3 % siden 2017). Det virker unægtelig yderst positivt og betryggende, at en række europæiske stater endelig er blevet opmærksomme på vigtigheden af deres egne militære redskaber i et dybt forringet strategisk miljø. I 2018, 14 medlemslande har dedikeret ikke mindre end 20 % af deres forsvarsbudgetter til udstyr sammenlignet med 7 i 2014, hvilket faktisk opfylder deres forpligtelser på NATO-topmødet i Newport i 2014. Rapporten viser også, at 21 lande afsætter mere end 10 % af deres forsvar udgifter til forsvaret i forbindelse med anskaffelse og modernisering af deres udstyr.
I denne forstand kan dette kun trøste tilhængere af en styrkelse af NATO, men også ivrige forsvarere af europæisk strategisk autonomi. Og alligevel, med indrømmelse af AED's generaldirektør, Jorge Domecq, resultaterne af rapporten " male et blandet billede » og fremhæver en tendens, som han beskriver som " bekymring ". Faktisk bortset fra, at en række europæiske stater kun genvinde tidligere erhvervede færdigheder, fremhæver AED-rapporten endemisk investeringssvaghed lavet inden for R&D og forskning og teknologi (R&T), men også inden for indkøb af udstyr fra europæisk produktion. Faktisk drager de investeringer, som medlemsstaterne har foretaget, siden krisen i Syrien og Ukraine kom frem i lyset, ikke hurtigt nok fordel af kapacitetsfornyelsen og moderniseringen af de europæiske væbnede styrker, hvilket er et rigtigt vrøvl i lyset af den budgetmæssige indsats, som europæerne har gjort. .
Det er naturligvis de nationale forsvarsindustrier, der lider. Det stadigt stigende fald i budgetter afsat til militær forskning - fra 3 milliarder euro i 2006 til 2,1 mia. i 2018 – understreger en dyb mangel på interesse blandt europæere for et område, der ikke desto mindre er en bevist magtegenskab. Europa halter bagud inden for teknologi, accentueret af, at russerne og kineserne har indhentet de seneste år, mens man i USA allerede taler om en " syvende teknologiske revolution », hovedsageligt med fokus på nanoteknologier og yderligere udvide den teknologiske kløft med Europa.
En interessant løsning, som delvist kunne kompensere for dette teknologiske underskud, ville ligge i en massiv investering i europæiske programmer. Men selvom europæiske lande har lovet at samarbejde med hinanden for minimum 35 % af deres udstyr, beregnede AED-rapporten at kun 17,8 % af udstyrsudgifterne – eller 6,4 milliarder euro – kommer under europæiske programmer. Et tal, der ikke engang når 10 % for forskning og innovation. En udtalt forpligtelse til et sådant samarbejde ville imidlertid gøre det muligt at stimulere de industrielle strukturer, der er specifikke for hver deltagende stat, men også, og frem for alt, at udvikle nøglefærdigheder og teknologiske byggesten, der er afgørende for bæredygtigheden af europæiske BITD'er.
Udover frygten for et teknologisk frafald, er det reelt risikoen for et totalt tab af kontrol over den højteknologiske industrielle smeltedigel i Europa, der er tale om. I denne forbindelse er det ikke overraskende at bemærke indtrængen af forskellige statslige fonde, investeringsfonde eller udenlandske koncerner i de senere år i kapitalen i banebrydende europæiske virksomheder, hvis aktiviteter er direkte eller indirekte knyttet til forsvaret. Disse udenlandske indtrængen kan forklares med vanskelighederne for disse virksomheder med at finde tilstrækkelig finansiering og den kommende lancering af en europæisk forsvarsfond (EDF) begavet med 13 milliarder euro ville udgøre et intelligent og pragmatisk svar. I denne forbindelse forslaget fra det nye finske EU-formandskab om at halvere bevillingerne til den fremtidige EUF, i lyset af resultaterne udarbejdet af AED, er en absurd fejlfortolkning og svarer til en virtuel sabotage af forsvaret "made in the EU".
Således denne berømte europæiske vej, den, hvor europæiske partnere ville udvikle deres kapacitetskomponent betydeligt; dette udviklede Europa, som ville handle på egen hånd ved at investere yderligere i målrettet industrielt samarbejde til gavn for større autonomi i et transatlantisk landskab i en omorganiseringsfase; dette Europa kræver større midler, kreativitet men frem for alt en afgørende politisk vilje hvilket der i høj grad mangler i dag.
Axel Trinquier - europæiske forsvarsspørgsmål