Den 5. juni 1947 annoncerede den amerikanske udenrigsminister og helten fra Anden Verdenskrig, general Georges Marshall, gennemførelsen af en massiv plan for bistand til europæiske lande til genopbygning af deres økonomi, som vil forblive i eftertiden under navnet af "Marshall-planen". På bare 4 år var det dengang 16,5 milliarder dollars, eller 10 % af BNP for de europæiske lande i den vestlige blok på det tidspunkt, som blev tildelt af USA til europæisk genopbygning i form af lån, og som gjorde det muligt at gamle kontinent til at afsløre sig meget hurtigere fra krigens ødelæggelser end forventet, i høj grad ved at finansiere udstyr importeret fra USA. Dette program var også en af grundpillerne i europæisk byggeri, ved at gøre det muligt ikke at gengive fejlene i Versailles-aftalerne fra Første Verdenskrig, hvilket fik Tyskland til at bære omkostningerne ved genopbygningen. 70 år senere stolede EU på en lignende mekanisme for at afbøde virkningerne af Covid-19-krisen ved at tildele disse medlemmer et samlet beløb på 750 milliarder euro i en økonomisk genopretningsplan, der repræsenterer 5,6 % af Unionens BNP, igen til komme hurtigere ud af virkningerne af denne krise.
Men der er en anden krise, der truer i dag, og som foreløbig på ingen måde bliver behandlet af de europæiske myndigheder. Faktisk udgør de voksende spændinger mellem Kiev og Moskva, ledsaget af mobilisering og indsættelse af russiske styrker ved de ukrainske grænser, en stor risiko for europæisk stabilitet, set fra et militært, økonomisk og socialt synspunkt. Bortset fra et løfte om strenge sanktioner fra USA og europæere, synes det vestlige svar på denne russiske offensiv i Ukraine, som nogle nu anser for sandsynligt i månederne eller endda ugerne fremover, Europa, såsom de europæiske kancellier, ude af stand til at handle. og neutralisere Kremls ambitioner.
Europæiske hære, der står over for russisk militær magt
Og med god grund! Ud over de europæiske lederes forståelige modvilje mod at engagere sig i en militær og diplomatisk eskalering mod Rusland, også den førende militærmagt på det Gamle Kontinent og strategisk leverandør af gas til mange lande i Unionen, har de europæiske lande ikke blot ikke kapaciteten til på egen hånd at indsætte en væbnet styrke tilstrækkeligt i antal og i materiel til at veje ind i denne krise. Fordi stillet over for den russiske militærtrussel og planen om at genopbygge Moskvas hære startede i 2008 efter interventionen i Georgien og steg markant med Vladimir Putins tilbagevenden til Kreml i 2012, er de europæiske hære på deres side næppe af en større kapacitetskrise, der stort set har udhulet deres operationelle potentiale. Dette tog sine rødder på to søjler: illusionen om "fredens fordele" og vestlig teknologisk magt efter Sovjetblokkens sammenbrud på den ene side; og virkningerne af krige mod terrorisme eller kvalificeret som sådan i Afghanistan, Irak eller Sahel på den anden side; alle har bidraget til betydeligt at udhule de midler, der er til rådighed for de europæiske hære, såvel som de budgetter, der er nødvendige for deres rekapitalisering.
Indtil videre er EU's genopretningsplan knyttet til Covid-krisen frem for alt rettet mod handlinger for at genoplive og modernisere nationale økonomier. Med undtagelse af nogle få lande, såsom Italien, har europæiske lande valgt ikke at allokere en del af denne europæiske finansiering til forsvarsindsatsen og til modernisering/rekapitalisering af deres hære. På trods af de bebudede bestræbelser siden 2014 for at øge forsvarsindsatsen for hvert medlem af NATO til 2 % af BNP, er den nuværende situation imidlertid klar i øst: mens den russiske anordning ifølge amerikanske efterretningstjenester har en tendens til at bestå af 175.000 aktive soldater, mere end 100 taktiske kampbataljoner og mere end 1000 kampvogne, støttet af næsten 100.000 reservister i anden og tredje linie, kunne de europæiske hære under de bedste omstændigheder ikke mobilisere inden for en til to måneder, at 50.000 mand og 250 til 300 kampvogne, en anordning, der er ganske utilstrækkelig til at afskrække Moskva til at handle.
Kan vi under disse forhold forestille os, at en ækvivalent til den europæiske genopretningsplan lanceres, ikke for at genoplive landenes økonomier, men denne gang for omgående at genoprette magtbalancen i Østen og dermed neutralisere de overdrevne ambitioner og forhåbninger fra Kreml mod sine naboer? Indtil nu har EU altid nægtet at give nationale investeringer i forsvar en særlig status, hvilket har givet hvert land ansvaret for at øremærke sine egne ressourcer og samtidig respektere reglen om et budgetunderskud på 3 %. Og for mange europæiske ledere kom forsvarsinvesteringer, især for at modernisere og udvide deres styrker, i slutningen af prioriteringslisten i lyset af økonomiske og sociale behov.
Migrationsrisikoen for den ukrainske krise
Resten af denne artikel er kun til abonnenter
De Klassiske abonnementer give adgang til
alle artikler uden reklame, fra €1,99.
Nyhedsbrev abonnement
Tilmeld dig Meta-Defense nyhedsbrev at modtage
seneste modeartikler dagligt eller ugentligt
Kommentarer er lukket.