Comme c'est le plus souvent le cas à l'occasion de la conception d'une loi de Programmation Militaire, deux contraintes critiques se font face aujourd'hui entre le Ministère des Finances et le Ministère des Armées afin de concevoir la trajectoire budgétaire qui sous-tendra le prochaine Loi de Programmation Militaire qui encadrera l'effort de défense français entre 2023 et 2029. Pour l'Etat-major des Armées, les besoins d'investissement ont été estimés autour de 435 Md€ sur l'ensemble de cette période, afin de permettre aux Armées françaises de retrouver des capacités opérationnelles compatibles avec l'évolution de la menace, en particulier dans le domaine de l'engagement de Haute Intensité. Pour le Ministère des Finances, cependant, la hausse des crédits consacrés à l'effort de defense ne pourra excéder les 377 Md€ sur la même période, ce afin de respecter les engagements du pays à contenir ses déficits publics ainsi que sa dette souveraine déjà lourdement éprouvée par la crise covid et la crise énergétique.
Il semble dans les faits impossible de faire cohabiter ces deux contraintes strictes, alors même que toutes deux se parent d'un caractère impératif et stratégique, et l'hypothèse la plus généralement avancée dans ce dossier repose sur une position intermédiaire, avec un budget entre 390 et 400 Md€, ne permettant ni de répondre efficacement aux besoins des armées sauf à créer à nouveau certaines impasses opérationnelles, ni de préserver la dette souveraine au delà du seuil de soutenabilité défini par Bercy. Il existe pourtant une troisième voie, basée sur un changement de paradigmes en matière d'investissement industriel de défense, permettant de soutenir un effort de défense équivalent à 440 Md€ tout en ne dépensant que 375 Md€ sur la période 2023-2029, le tout sans creuser la dette souveraine française : le Socle Défense. Dans cet article en deux parties, nous présenterons d'abord les 4 piliers qui permettent à cette approche de répondre à cette équation impossible, puis son application aux armées, à la BITD, aux finances publiques ainsi qu'aux programmes en coopération dans la cadre de la LPM 2023-2029.
En umulig politisk-økonomisk ligning?
Comme l’ont souligné les différents Chefs d’État-Major des forces armées françaises lors de leur récente audition par la Commission Défense de l'Assemblée nationale, les armées françaises souffrent aujourd’hui d’un profond déficit de capacités et de masse pour répondre aux nouveaux enjeux de défense imposés par le retour des tensions internationales entre grandes nations téchnologiquement avancées, en particulier face à la compétition lancée par Moscou et Pékin dans ce domaine.
Efter to årtiers underinvesteringer, der i væsentlig grad har udhulet vores hæres kapacitet, har 2019-2025-loven om militærprogrammering genoprettet deres budgetkapacitet for at kompensere for visse mangler og forældelse. Men uanset om det drejer sig om formatet af hærene defineret af LBDSN 2013 og bekræftet af RS 2017, eller tidsplanerne for de programmer, der i dag tager sigte på at erstatte visse større udstyr såsom kampvogne, kampfly, atomubåde og hangarskibe, ingen er i stand til at reagere på den dybe og hurtige udvikling af magtbalancen i verden, herunder i Europa. For mange europæiske lande ligger løsningen i at øge hærens budget eller endda oprette yderligere kreditter for at kompensere for den største forældelse på kort sigt. For Frankrig er mulighederne dog meget sværere at fremme, da landet er begrænset af en stærkt forringet statsgæld og når 113 % af BNP efter Covid-krisen, et offentligt underskud, der allerede er på loftet, godkendt af stabilitetspagten i eurozonen. , og vækst truet af genoptagelsen af inflationen og energikrisen. Under disse forhold er opfyldelsen af behovene for modernisering og udvidelse af hærene, som den internationale situation pålægger, direkte modsætning til landets socioøkonomiske virkelighed.
Forsvarsbasen: et teknisk svar med politisk potentiale
Det arbejde, der gav anledning til "Socle Défense"-modellen, som begyndte i 2016, havde netop til formål at reagere på dette specifikke problem, nemlig at sætte den franske stat i stand til hurtigt at øge sit investeringsniveau i det nationale forsvar, især gennem sin industri, mens de respekterer landets juridiske og økonomiske begrænsninger, for at tillade de franske hære og deres chef for " Vælg vores krige og vind dem ", ifølge general de Gaulles formel.
For at opnå dette er forsvarsbasen afhængig af 4 komplementære og indbyrdes afhængige søjler som følge af en multidisciplinær og innovativ analyse
- La hærenes leje af forsvarsmateriel gennem en ad hoc-struktur i offentligt-privat partnerskab, der respekterer de begrænsninger, som EU har pålagt, for ikke at blive regnet som statsgæld.
- Implementeringen af en specielt dedikeret spareløsning finansiering af disse investeringer
- En ændring af industrielt og teknologisk paradigme for optimere den budgetmæssige, politiske og sociale effektivitet af investeringer
- En ny doktrin om økonomisk analyse gør det muligt atnøjagtigt vurdere den sociale og økonomiske effektivitet af disse investeringer, samt deres holdbarhed gennem vurdering af budgetbalancen.
Len leje af forsvarsmateriel af de væbnede styrker
Hærene har allerede brug for leje af bestemt udstyr. Ungarn og Tjekkiet har således leaset deres respektive JAS-20 Gripen jagerflåder i mere end 39 år. I Frankrig lejer flere hærtjenester også bestemt udstyr, ofte som en del af et globalt servicetilbud, såsom EALAT i Dax eller den franske flådes H160-helikoptere. Disse løsninger giver dog kun et delvist svar på behov og er ofte begrænset af strenge brugsklausuler. Forsvarsbasen tilbyder en global løsning til at erstatte størstedelen af større materielanskaffelser med en lejemodel gennem en enkelt ad hoc-struktur i Public Private Partnership for at opfylde alle begrænsningerne og have fornyet investeringskapacitet.
De tekniske fordele ved at leje militært udstyr
Brugen af udstyrsleasing er en teknisk løsning, der først og fremmest har til formål at optimere virksomhedens balance, ved at overføre investeringer, der er underlagt anlægsaktiver og dermed skat, til gebyrer, der bidrager til at reducere det viste overskud og dermed de skyldige skatter. For den franske stat, der ligesom en stor virksomhed hvert år får sine regnskaber revideret af Eurostat inden for rammerne af stabilitetspagten for euroområdet, er situationen stort set den samme. Da landet ikke har et balanceret budget, bidrager investeringer i forsvarsmateriel til at øge de årlige underskud og finansieres af statsgæld, som nu når op på 113 % af BNP.
I denne sammenhæng vil brugen af en lejemodel gøre det muligt ikke at tælle disse investeringer som en gæld og kun at integrere udbetalingen af livrenter i statsbudgettet, hvilket giver betydelige yderligere finansieringskapaciteter uden at påvirke de offentlige finanser ud over livrenterne, og uden at påvirker statsgæld.
europæiske begrænsninger
For at forhindre lejetilbud i at blive en bekvem måde at gøre skjult gæld på, havde de europæiske myndigheder, efter anmodning fra Frankrig under undersøgelsen af projektselskaber i 2014, defineret strenge forpligtelser for leje af militært udstyr:
- A1: Finansieringen kan ikke vedrøre mere end 75 % af udstyrets anskaffelsesværdi
- A2: Restværdien må ikke være nul, og beløbet på livrenterne skal respektere rabatten i værdien af udstyret
- A3: Kunden skal kontraktligt kunne afslutte lejen og returnere udstyret i hele lejeperioden
- A4: Staten kan ikke være majoritetsaktionær eller finansiel bidragyder til tilbuddet
Udfordringerne ved at lease militært udstyr
For hærene står leje af forsvarsudstyr også over for 4 kritiske problemer, som indtil nu har begrænset brugen af denne model:
- B1: Lejeomkostninger er ofte meget højere end statens finansieringsomkostninger
- B2: Udstyret skal være forsikret, hvilket øger lejeomkostningerne væsentligt, og som oftest forhindrer brugen af dette udstyr i en kampzone
- B3: Udvikling og modernisering af lejet udstyr er restriktiv og ofte meget begrænset af lejekontrakter og forsikringskontrakter
- B4: Endelig er bank- og forsikringsselskaber mildest talt tilbageholdende med at finansiere militært udstyr, som de ville have bart ejerskab til, med risiko for at blive udfordret fra et juridisk synspunkt under deres brug af hærene i krigszone.
Disse begrænsninger forklarer årsagen til, at leje af militært udstyr er begrænset til udstyr, der er dedikeret til træning eller offentlige opgaver.
1. søjle:en ad hoc-struktur dedikeret til udlejning af militærudstyr i Frankrig
Resten af denne artikel er kun til abonnenter -
Artiklerne i fuld adgang er tilgængelige i afsnittet "Gratis varer". Flash-artikler er tilgængelige i fuld version i 48 timer. Abonnenter har adgang til de fulde artikler om analyse, nyheder og syntese. Artikler i arkiverne (mere end 2 år gamle) er forbeholdt Premium-abonnenter.
Køb af abonnementer er kun tilgængeligt fra hjemmesiden - afsnittet Abonnementer og værktøjer
