Scorpene Evolved står over for et marked med mere end 50 konventionelle ubåde inden 2035 (2/2)
Med salget af 2 Scorpene Evolved-ubåde til Indonesien, 4 Blacksword Barracuda til Holland og den meget sandsynlige kommende underskrivelse af ordren på 3 yderligere Scorpene-ubåde fra Indien, er året 2024 allerede annonceret som et historisk år for Naval Group i form af af ubådseksporten.
Med Scorpene-modellen, en 2000 tons konventionel fremdriftsubåd, erhvervet af Chile (2 skibe leveret i 2005/2006), Malaysia (2 skibe leveret i 2009), Indien (6 ubåde, der udgør Kalvari-klassen fremstillet lokalt fra 2009 til 2024) Brasilien (4 ubåde fremstillet lokalt fra 2018 til 2025), havde Scorpene indtil da formået at klare sig næsten lige så godt som Daphnée, en ubåd på 1000 tons eksporteret i 15 eksempler fra 1965 til 1975, til spansk, pakistansk, portugisisk og sydafrikanske flåder, en score som snart vil blive overskredet med salget af 3 ekstra Kalvaris til den indiske flåde.
Denne nye franske rekord kunne meget vel være bestemt til kun at vare kort tid. Med sin nye Scorpene Evolved har Naval Group en model, der kombinerer den anerkendte pålidelighed af Scorpene, og den ydeevne, som de nye lithium-ion-batterier vil give den, hvilket udgør en klar konkurrencefordel i forhold til sine vigtigste rivaler, såsom Type 214 tyske og svenske A26.
Frem for alt åbner der sig et formidabelt marked for Scorpene Evolved, mens mere end et dusin verdensflåder har startet konsultationer for at erstatte i alt mere end halvtreds konventionelt drevne ubåde inden 2035.
Anden del af artiklen. Første del kan ses her.
resumé
11 ubåde i Europa: Grækenland, Polen, Rumænien
I verden er der kun otte producenter, der tilbyder militærubåde på det internationale marked. Fire af dem, det tyske TKMS, det spanske Navantia, det svenske Saab Kockums og den franske flådegruppe, er europæiske. Det er derfor ikke overraskende, at det europæiske ubådsmarked er det mest spændte og konkurrencedygtige, der findes.
Der er således i de senere år indgået flere større kontrakter på dette område mellem europæiske flåder og industrifolk fra det gamle kontinent, oftest med det tyske TKMS, indtil nu næsten urørligt, her som andre steder.
Portugal og Grækenland valgte således den tyske Type 214, henholdsvis 2 eksempler (2010) og 4 eksempler (2010-2016), mens Norge valgte den tyske Type 212 CD til 4 eksempler, i 2019, mod Naval Groups Scorpene, efter at Berlin tilbød at anskaffe to ubåde af denne type til Bundesmarine og at påtage sig klassens F&U-omkostninger.
Italien på sin side annoncerede for nylig ordren på to ekstra Type 212 NFS, for at bringe sin flåde til seks skibe. Den franske flådegruppe har på sin side etableret sig i Holland i 2024, for fire Blacksword Barracuda-ubåde, der skulle erstatte de 4 hvalrosser fra den hollandske flåde.
I dag er der stadig tre flåder, der har lanceret, eller snart vil lancere, konkurrencer om anskaffelse af nye ubåde i Europa. Den mest nært forestående kontrakt er polsk, og vedrører konstruktionen af tre ubåde, som skal udgøre Orca-klassen.
Ifølge Warszawa skal skibene være i stand til både kystmissioner, især i Østersøen, og oceaniske missioner i Nordatlanten og Nordsøen. Derudover bliver de nødt til at have en stor autonomi til søs og bære slagmissiler mod land.
Der er 75 % af denne artikel tilbage at læse. Abonner for at få adgang til den!
De Klassiske abonnementer give adgang til
artikler i deres fulde versionOg uden reklame,
fra €1,99. Abonnementer Premium også give adgang til arkiv (artikler mere end to år gamle)
Hej,
Hvad med Naval Groups produktionskapacitet? Vil de følge efter? Er ubåde generelt fremstillet i Frankrig eller lokalt som i det indonesiske tilfælde?
Det kommer an på. Det hollandske Blacksword vil blive samlet i Cherbourg. Scorpene vil blive samlet på stedet. Med 3G SSN/SSBN og Blacksword vil Cherbourg være på jobbet i mindst 10 år. Så det er et sikkert bud, at NG systematisk tilbyder lokale konstruktioner omkring Scorpene Evolution.
Hej, ja tiden for DCN er for længst forbi. vi kan se en ambitiøs gruppe med teknologier foran mange andre lande. forudsat at det varer, og at vi ikke er tvunget til også at indgå i et farligt samarbejde med vores kære italienere eller andre naboer...
Det er så sandelig risikoen, især da fristelsen politisk set er stor, da alle er overbeviste om, at samarbejdet gør det muligt at reducere omkostningerne (og det så vi i artiklen om Skaftet, at det ikke var tilfældet, på trods af at F & U i programmet er meget vigtig.)
Men på den anden side har nyere historie vist, at uden produktionskapacitet med en rimelig salgstid.
Så fremstiller fabrikker over hele verden MEN at beholde Cherbourg eh 😛 det vil helt sikkert være løsningen